I den offentlige sektor er kommuner og regioner i gang med forskellige forsøg med brug af AI. Flere af dem finansieret af staten med henblik på at få erfaring, der kan bruges af andre offentlige aktører.
Et af oplæggene var om Aalborg Kommune. Her fortalte chefkonsulent Lasse Østergaard om arbejdet med at forbedre kommunens planlægning af besøg hos ældre borgere baseret på kunstig intelligens.
AI er et stort og vigtigt forskningsområde
På Center for IT-ledelse er AI et stort forskningsområde. Jeppe Agger Nielsen har lige nu en ansøgning hos Forskningsrådet vedrørende et projekt, der skal undersøge samspillet mellem offentligt ansatte og IT-teknologien – om AI kan gøre, at der bliver truffet bedre beslutninger. Lektor Kasper Elmholdt er i gang med at forske i anvendelsen af AI blandt sundhedsfagligt personale på 112-alarmcentraler. Og det fortalte han om på gå-hjem-mødet.
- I mange tilfælde kan og skal AI ikke afløse mennesker, men er rigtig god til at støtte mennesker i at træffe beslutninger. F.eks. ved 112-opkaldene til Alarmcentralen. Her skal det fortsat være mennesker, der tager opkaldene, men AI kan sikre analyse af opkaldene og sørge for at klæde læger og sygeplejersker på til at træffe de rigtige beslutninger, siger Jeppe Agger Nielsen.
Han glæder sig over de mange input og erfaringsudvekslinger fra arrangementet.
- Vi kom bag om ’hypen’ om AI og frygten for, om AI overtager samfundet. Og det var interessant at få praksiserfaring præsenteret – ikke som lovprisning men også de vanskeligheder – organisatorisk, teknologisk og etisk – der er, når man implementerer AI, siger han.