Religion har stor betydning når indvandrere indgår parforhold i Danmark

Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Lauren Pelesky, Unsplash

Bag studiet står lektor Hans-Peter Y. Qvist, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og postdoc Jeevitha Yogachandiran Qvist, Institut for Politik og Samfund. De har haft adgang til registerdata på mere end 70.000 såkaldte 1.5- og andengenerationsindvandrere, der henholdsvis betegner indvandrere, der er kommet til Danmark som børn, og personer, hvis forældre er indvandrere, men som er født i Danmark.

For begge disse grupper gælder det, at forskerne har kunnet følge dem i registrene, fra de blev 18 år, og til de første gang indgik i fast parforhold eller blev gift.

- Grundlæggende ved vi fra en lang sociologisk forskningstradition, at mennesker foretrækker partnere, der ligner dem selv f.eks. med hensyn til religion, værdier og uddannelse. Vores forventning var derfor, at indvandrere med oprindelse i lande, som kulturelt ligner Danmark, vil have større sandsynlighed for at danne par med en person med dansk oprindelse. Samtidig forventede vi, at indvandrere som kommer fra lande, hvorfra der findes mange andre indvandrere i Danmark, ville have mindre sandsynlighed for at danne par med en person med dansk oprindelse, idet det alt andet lige vil være nemmere at finde en partner fra sit eget oprindelsesland, hvis man tilhører en stor indvandrergruppe. Begge disse forventninger viste sig grundlæggende at holde stik, fortæller Hans-Peter Y. Qvist.

Et markant resultat er, at religion er en afgørende faktor, både for de såkaldte 1.5- generationsindvandrere og andengenerationsindvandrere.

- Vi ser, at indvandrere, der kommer fra lande domineret af ikke-kristne religioner, er betydeligt mindre tilbøjelige til at danne par med en person med dansk oprindelse og mere tilbøjelige til at danne par med indvandrere fra samme land, som de selv kommer fra, end indvandrere fra kristne og særligt protestantiske lande, siger Jeevitha Yogachandiran Qvist.

Mønsteret er særligt gældende for kvinder fra overvejende muslimske lande.

- F.eks. Tyrkiet, Pakistan og Somalia – for at nævne nogle af de store grupper i Danmark. Konkret var det for eksempel kun ca. én ud af 20 af de kvinder, som vi fulgte fra lande som Tyrkiet, Pakistan og Somalia, der dannede par med en mand med dansk oprindelse, siger hun, og understreger samtidig, at sådanne tværetniske parforhold også er relativt sjældne mellem grupper fra overvejende hinduistiske lande f.eks. Sri Lanka.

Der sker en udvikling over tid og generationer

Et andet væsentligt resultat er, at andengenerationsindvandrere, uanset religion, var mere tilbøjelige til at danne par med en partner med dansk oprindelse end 1.5-generationsindvandrere.

- Det ser altså ud til, at andengenerationsindvandrere som er født i Danmark, er mere tilbøjelige til at danne par med personer med dansk oprindelse end indvandrere, der kom til Danmark som børn. Dette gælder både for indvandrere fra kristne og ikke-kristne lande. Det tyder altså på, at medlemmer af alle indvandrergrupper bliver mere tilbøjelige til at danne par med personer med dansk oprindelse over tid og generationer, siger Jeevitha Yogachandiran Qvist.

Et tredje vigtigt fund er, at størrelsen på den gruppe en indvandrer tilhører i Danmark, har en selvstændig og substantiel betydning.

- Vi ser, at jo større den indvandrergruppe man er en del af i Danmark er, desto større er sandsynligheden for, at man finder en partner fra samme oprindelsesland som sig selv. Omvendt er der så også mindre sandsynlighed for at finde en partner med dansk oprindelse. Det skyldes ganske enkelt, at det er lettere at finde en partner fra samme land som sig selv, hvis man tilhører en stor indvandrergruppe, siger Hans-Peter Y. Qvist.

Forståeligt på individniveau – udfordringer på samfundsniveau

Adspurgt om pardannelsen blandt folk med indvandrerbaggrund kan være en hæmsko for integrationen, svarer Hans-Peter Y. Qvist.

- Det er fuldt forståeligt, at den enkelte indvandrer foretrækker en partner fra samme land som sig selv – det kan man på ingen måde bebrejde det enkelte individ. Men det kan give udfordringer på samfundsniveau, når meget få indvandrere fra bestemte grupper finder partnere uden for deres egen gruppe, fordi deres sociale netværk vil komme til at mangle individer, der så at sige ’bygger bro’ til majoritetsbefolkningen og andre etniske grupper, siger han.

Forskerne tror dog ikke på ændringer i ægteskabslovgivningen, som en vej til at fremme integrationen.

- Vejen frem er nok snarere at sigte mod at sikre, at folk mødes på tværs af religiøse og kulturelle skel i mange forskellige sammenhænge, f.eks. i nabolag, børnehaver, skoler, foreninger og på arbejdspladser. Dermed kan man håbe på, at unge mennesker med forskellige baggrunde får lyst til at danne par og eventuelt gifte sig og stifte familie, siger Hans-Peter Y. Qvist.

Derfor er et vigtigt næste forskningsskridt i MNContact-projektet, som studiet er en del af, da også at undersøge, hvilken betydning, den skole, videregående uddannelsesinstitution og arbejdsplads, indvandrere har haft deres daglige gang på, har for deres fremtidige parforholdsmønstre.  

Publiceret i prestigefyldt tidsskrift

Studiet er netop blevet offentliggjort i det prestigefyldte internationale tidsskrift International Migration Review, som regnes for det vigtigste tidsskrift inden for migrations- og integrationsforskning. Læs artiklen her.