Af Alberte Alsø Dokkedal, videnskabelig assistent, CUBB
Foto: Thomas Busk

En af grundtankerne vedr. beskæftigelsesområdet i det nye regeringsgrundlag, handler om at privatisere dele af beskæftigelsesområdet, for at mindske bureaukratiet. Det er dog ifølge Flemming Larsen en paradoksal slutning, hvortil han udtaler:

”Det paradoksale er jo, at en af udfordringerne ved privatiseringer er, at det har medført en masse bureaukrati. Her taler man tit om transaktionsomkostninger, fordi man skal lave udbudsrunder, man skal lave kontrakter, man skal sørge for, at kontrakterne bliver overholdt, hvis der er resultatafhængig aflønning, så skal man måle på om man nu også gør de ting man skal, samt hvilke effekter det har. Så det er et kæmpestort apparat (…). Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvad der menes med, at de private skal have en stærkere rolle, som der står i regeringsoplægget. Det ved vi jo ikke helt, men hvis det er, at de private skal overtage noget af det som i dag ligger i de offentlige systemer, så er erfaringerne ikke entydigt gode, og der er virkelig et stort bureaukrati, som hober sig op omkring de her ting”.

Skal man gøre rent faktisk gøre op med bureaukratiet og lægge op til nytænkning, sker de ifølge Flemming Larsen ikke gennem privatisering og offentlige besparelser, men gennem et politisk opgør med mistilliden: 

”Jeg tror det største opgør kommer til at ligge hos politikerne selv og i centraladministrationen. Man har dynget det her område til med regler, procedurer, målinger og et kæmpe bureaukratisk apparat, fordi man netop ikke har tillid til de her systemer. Og det vil gælde ligegyldigt hvem, der overtager den her opgave (…). Noget af det man gerne skulle se ved at give de private aktører en større rolle i beskæftigelsesindsatsen, er nogen der er mere innovative eller gør tingene på en anden måde, men det kan være svært i nogle af de her systemer, hvis man ikke får gjort op med mistilliden. Det er min største bekymring. Jeg tror det er helt urealistisk, at man kan spare tre milliarder på at neddrosle bureaukratiet i de her systemer. Det vil også gå ud over indsatserne, og så vil man stå i samme situation som før”. 

Således argumenterer Flemming Larsen, som slutteligt i interviewet med P1 Orientering udtaler:

”Når man læser regeringsgrundlaget, så får man et indtryk af, at det her skyldes, at vi har de forkerte organisationer til at løse den her opgave, men det handler jo meget mere om de rammer, hvorunder man skal arbejde. Det kommer til at gælde uanset, hvem der skal varetage opgaven. Så jeg tror der trænger til et politisk selvopgør med, at man i virkeligheden ikke har tillid til borgeren, man har ikke tillid til dem, der arbejder med borgeren via sagsbehandleren, og man har heller ikke tillid til de systemer, hvori de her medarbejdere er. Det er nok den første erkendelse man er nødt til at gøre sig, og hvad dét så har af betydning for ændringer i lovningen på området”.