Interview af Kenneth Lund bragt 24. april 2021 i Politiken.

Ambitionen stod printet med fed på forsiden af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udspil til en kontanthjælpsreform: 'Alle kan gøre nytte'. Slut med raske ledige på passiv forsørgelse. Nu skulle de lære værdien af at stå tidligt op om morgenen og blive en del af det arbejdende fællesskab. Ville de have ydelser, måtte de arbejde for dem. Nyttejob, hed nyskabelsen, der trådte i kraft i 2014 og gjorde det muligt for kommunerne at sende arbejdsduelige ledige ud for at renholde parker og luge grøftekanter.

Der var tale om samfundsnyttige opgaver, der, som beskæftigelsesministeren forklarede, »har en værdi for os alle sammen, som fællesskab og samfund, og for den enkelte«. Syv år senere får vi nu en forskningsartikel, der viser en himmelvid forskel på de politiske hensigter og hverdagen i en kommunal nytteindsats: Der er slet ikke nok at rive i, store dele af arbejdsdagen går med at vente og drikke kaffe, og der hersker en uskreven regel om, at man ikke laver mere end højst nødvendigt.

Artiklen, der netop er offentliggjort i fagtidsskriftet Journal of Social Policy, er skrevet af Mathias Herup Nielsen, ph. d., adjunkt i statskundskab ved Aalborg Universitet, og Lasse Schmidt Hansen, ph. d.- studerendeved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Det er sidstnævnte, der har tilvejebragt empirien som led i sin ph. d.-afhandling. Over en periode på 12 måneder gik han op og ned ad borgerne i en nytteindsats i en stor dansk kommune og deltog selv i arbejdet, mens han observerede og noterede, hvad der foregik.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud i den nytteindsats, I har undersøgt?

Lasse Schmidt Hansen: »Borgerne møder op hver morgen i nogle sammensatte skurvogne for enden af en hullet vej. Det er her, nytteindsatsen hører hjemme. Det første, de gør, er at gå i omklædningsrummet og skifte til deres grønne arbejdsdragter. Så mødes hele holdet på mellem 10 og 20 personer i mødelokalet, hvor de den næste halve til hele time drikker kaffe og sludrer og venter på, at gruppen af arbejdsledere fortæller dem, hvad de skal lave i dag. De fleste arbejdsopgaver skal udføres i en kommunal park, der ligger ca. to kilometer væk, så når alle er klar, fordeler borgere og arbejdsledere sig i to lastbiler og kører af sted«. »Fremme ved arbejdsstedet holder man typisk først en kaffepause og spiser de medbragte småkager. Det varer cirka en halv time. Først derefter går man i gang med dagens opgaver, der f. eks. kan være at luge invasive planter som gyldenris eller samle skrald. Det gør man i en halv til en hel time, før der igen er pause på mellem 10 og 30 minutter. Så arbejder man lidt igen, før man kører tilbage til mødelokalet. På det tidspunkt er der typisk gået 3-4 timer, siden borgerne mødte ind - nyttejobbet er sat til at vare 5 timer om dagen, så den sidste tid hænger man ud i mødelokalet og drikker kaffe, indtil man må gå hjem«. Så hvor meget fylder det reelle nyttearbejde alt i alt? Lasse Schmidt Hansen: »Det reelle arbejde løber måske op i 1 ½ -2 timer per dag. Det er især sløjt om efteråret og i vinterhalvåret, hvor parkerne ligger øde hen. Så er beskeden fra arbejdslederne ofte: »Gå en lang tur, slå hovederne fra, og find lidt skrald langs vejen«. Andre gange beder de deltagerne om at bruge hånddrevne arbejdsredskaber i stedet for el-og benzindrevne, simpelthen fordi det tager længere tid. Det handler grundlæggende om at få tiden til at gå med et eller andet. »Så gik der også tid med det«, er en sætning, man hører ofte«. »En kvindelig deltager beskriver det som at befinde sig i en pseudovirkelighed: Alle kan se, at man reelt ikke laver noget - man lader blot som om«.

Altså rent spild af tid?

Lasse Schmidt Hansen: »Det hele er ikke spild af tid. Det hænder også, at der bliver anlagt stier, bygget bænke og fuglehuse, samlet skrald og fjernet invasive planter. Men oftest er der mangel på fornuftige arbejdsopgaver, og arbejdslederne skal være enormt kreative for at opfinde opgaver. Som da en borger blev bedt om at feje vandpytter. Rent sisyfosarbejde«.

Meningen var jo, at nyttejobs skulle være nyttige. Har politikerne forregnet sig?

Mathias Herup Nielsen: »Nyttejobs blev lanceret som en ny type aktivering, der rent faktisk har værdi. Værdi for samfundet og værdi for den enkelte. Det blev set som et modstykke til den meningsløse aktivering, der fyldte meget i debatten for cirka 10 år siden, såsom kurser, hvor man skulle finde sin indre fugl eller stable tårne af spaghetti. Men nu finder vi, at den aktivering, der skulle være et opgør med den meningsløse aktivering, altovervejende består af dage, hvor den primære udfordring er at få tiden til at gå. Det er absurd«.

Formålet med nyttejobordningen er vel også, at de ledige får noget at stå op til og bliver mindet om, hvad det vil sige at indgå i et arbejdsfællesskab. Det er vel stadig tilfældet - uagtet at det er småt med de meningsfulde opgaver?

Mathias Herup Nielsen: »Ja, selve rammen om nyttejobbet stemmer fint overens med de politiske hensigter; den ledige skal tjekke ind morgenen og må gå hjem 5 timer senere. Men substansen - alt det, der ligger inden for rammen - er så langt fra den politiske retorik, at det er svært at begribe, at vi taler om det samme«.

Lasse Schmidt Hansen: »Det er vel også fair at spørge, om borgernes tid kunne være brugt bedre. Det er normalt ikke et succeskriterie på det danske arbejdsmarked, at man bare møder til tiden og så i øvrigt er til stede resten af dagen. Vi forventer også, at det arbejde, vi udfører, har et reelt indhold og giver en vis mening. Det er altså svært at se, at man i et nyttejob lærer, hvad det vil sige at have et rigtigt arbejde. Det ligger meget langt fra virkeligheden«.

Stor administrativ opgave

I har kun undersøgt én nytteindsats, og som sådan er studiet ikke repræsentativt. Alligevel hævder I i forskningsartiklen, at casen formentlig ikke er et enkeltstående tilfælde. Hvad bygger I det på?

Mathias Herup Nielsen: »Kvalitative studiers akilleshæl er jo altid bredden. Derfor hævder vi ikke, at det billede, vi tegner, er gældende for alle kommuner, og vi kan ikke sætte tal på, hvor udbredt problemet er. Der er givetvis kommuner, hvor retorikken om nyttejobs i højere grad slår igennem i praksis. Men vi må også vende spørgsmålet om: Er det realistisk, at det her er en unik case, som ikke genfindes andre steder i Danmark? Det mener vi er meget usandsynligt. Som forskere er vi løbende i kontakt med mange kommuner, og det billede, vi tegner i artiklen, lader til at være genkendeligt andre steder«.

Det er jo op til den enkelte kommune at planlægge nytteindsatsen. Er de ikke bare for dårlige til at finde det arbejde, der skal udføres? Er det ikke dem snarere end nyttejobordningen som sådan, man skal rette kritikken imod?

Lasse Schmidt Hansen: »Det kan du sige. Men et nyttejob må ikke være i konkurrence med ordinære stillinger, så det er vitterligt svært at finde relevante arbejdsopgaver. De jobs, der f. eks. ligger hos Vej & Park, må ikke være truet af, at en gruppe ledige borgere går rundt og ordner buske og træer. I den periode, jeg deltog i ordningen, var der vedvarende konflikter med fagforeninger, fordi vi ofte kom til at samle skrald i den forkerte side af vejen, hvor ansatte, der er medlem af en fagforening, havde som opgave at samle skrald«.

Mathias Herup Nielsen: »Kommunerne skal virkelig balancere på en knivsæg. På den ene side skal de finde nogle jobs, der ifølge ordningen skal være nyttige - på den anden side må de ikke være så nyttige, at kommunen allerede har folk ansat i ordinære stillinger til at udføre dem«. »Man glemmer også, at ordningen er ret tung at administrere. Man kan jo ikke bare ved tankens kraft fremtrylle et areal med bjørneklo, som de ledige kan gå i krig med. Man skal finde, samle og beskrive arbejdsopgaverne, og man skal godtgøre, at det, man finder, ikke erstatter ordinære stillinger. Arbejdslederne skal sætte sig ind i, hvordan arbejdsopgaverne skal udføres, de skal kontrollere, at alle borgere kommer og går til tiden, der skal indkøbes materiel, og lastbiler skal vedligeholdes«.

Stærkt fællesskab i gruppen

Følgeslutningen synes selvskrevet: 13 ugers nytteindsats, som på lange stræk består af ventetid, kaffepauser og ligegyldige opgaver, må føre til frustrerede og utilfredse deltagere. Men det er ikke tilfældet i den undersøgte kommune, fastslår forskerne - selv højst overraskede:

Lasse Schmidt Hansen: »Den politiske retorik om nyttejobs  er enormt disciplinær, og vi hører om jobkonsulenter, der nærmest truer ledige med ' en tur ud i nytten', når de søger om kontanthjælp. Tanken om, at man skal samle hundelorte og cigaretskod op iført arbejdsuniform med kommunens navn og logo på ryggen, er for mange enormt grænseoverskridende eller ligefrem nedværdigende. Derfor forventede jeg at møde en gruppe borgere, der bestemt ikke brød sig om at være der, og som straks ville tage afstand fra hinanden for ikke at identificere sig med gruppen. Jeg forventede også at se et klart magthierarki, hvor arbejdslederne ville håndhæve reglerne strengt, mens borgerne blev bedt om at rubbe neglene«. »Men det er slet ikke det, vi finder. Mange af borgerne bliver enormt glade for at være der, og der opstår et stærkt fællesskab i gruppen. En af deltagerne, som jeg efterfølgende interviewede, siger, at det er noget af det bedste, der er sket for hende, og hun dukkede faktisk op to gange, efter at hendes forløb var slut, for at hente nogle ting og hænge ud. En anden siger, at hun ville ønske, hun kunne fortsætte i ordningen. De fleste får også et meget positivt forhold til arbejdslederne, der betegnes som joviale og sjove at være sammen med«.

Så på trods af ofte indholdstomt arbejde bliver nytteindsatsen faktisk en succesoplevelse for borgerne?

Lasse Schmidt Hansen: »Det er der en klar tendens til, ja. Selvfølgelig er der nogle få, der igennem hele forløbet er kritiske, men de fleste ender med at holde af at være der og indgå i fællesskabet«.

Netop fællesskabet er årsag til, at man i gruppen forsøger at holde et meget lavt arbejdstempo, hævder I i artiklen. Hvordan hænger det sammen?

Mathias Herup Nielsen: »Fællesskabet omfatter både deltagere og arbejdsledere, og der opstår en stærk solidaritetsfølelse i gruppen og nogle meget stærke normer for, hvordan og hvor meget man må arbejde. Hvis du skynder dig i gang med dagens arbejde, knokler igennem eller springer pauserne over, så vil gruppen opfatte dig som illoyal. Hvorfor det? Fordi du skal være solidarisk med din arbejdsleder, som er cool og venlig, og som har det problem, at han hver eneste dag skal opfinde nye arbejdsopgaver til gruppen. Arbejdet er så at sige en stærkt begrænset ressource, som skal strække sig over rigtig mange timer. Derfor ser vi eksempler på, at man bliver kaldt skruebrækker eller andre drillenavne, hvis man modarbejder det fælles projekt med at trække tiden«. »Det er sindssygt interessant, synes jeg. For hvad var det, politikerne ville opnå med nyttejobordningen? De ville aktivere de passive. Og hvad er det, vi ser i praksis? Ledige, der faktisk gerne vil være aktive, men som på grund af gruppens strenge normative regulering gør klogest i at forholde sig passivt. Det er nærmest den omvendte verden«.

Burde man ikke forvente, at arbejdslederne træder i karakter her? De er ansat af kommunen til at sikre, at de ledige udfører et stykke arbejde, men det lyder nærmest som én stor venneklub.

Lasse Schmidt Hansen: »Faktisk ser vi nogle gange, at arbejdslederne bruger den skrappe politiske retorik til at retfærdiggøre, at borgerne ikke behøver arbejde særlig effektivt. De siger ting i stil med: »Politikerne siger, I skal ud at samle hundelorte og cigaretskod op, men det har vi slet ikke lyst til at udsætte jer for. Så nu får I lov til at hygge jer, drikke kaffe og få en god oplevelse«. Der er en tydelig ' os mod dem'-retorik, hvor ' os' omfatter både deltagere og arbejdsledere, og ' dem' er de politikere, der ønsker at gøre det så surt som muligt for de ledige«.

Er det et særligt dansk fænomen, tror I, det her med, at man vil blæse på, hvad politikerne siger, og 'nu skal vi gøre det lidt hyggeligt'?

Mathias Herup Nielsen: »Nej, vi ser noget lignende i internationale studier af dirty work, dvs. arbejde, som samfundet betragter som beskidt i enten moralsk eller praktisk forstand, f. eks. jobbet som skraldemand, kloakarbejder eller stripper. Her finder de ansatte ofte sammen i nogle stærke fællesskaber og definerer sig i klar opposition til resten af samfundet. De udvikler det, man kalder et alternativt værdisystem, hvor arbejdet får en anden værdi end den, som folk udenfor tillægger det. Det er præcis det, vi ser i nyttejobbet. I stedet for at fokusere på den officielle diskurs om at gøre nytte betoner både deltagere og arbejdsledere, at de får frisk luft, slapper af og nogle gange befinder sig i en nærmest meditativ tilstand. Rent menneskeligt er det vel egentlig ganske opmuntrende. Vi er gode til at finde mening og værdi i det, som møder os - ikke mindst i en gruppe af ligemænd«.

Lasse Schmidt Hansen: »Husk også på, at arbejdslederne og borgerne skal gå op og ned ad hinanden hver dag i 13 uger. Det skaber en naturlig gruppedynamik, hvor alle har en interesse i, at der er god stemning. Derfor opstår dette uformelle, kammeratlige bånd imellem dem«.

Politikere er vilde med nyttejobs

Intet tyder på, at politikerne på Christiansborg er ved at kaste nytteindsatsen på den beskæftigelsespolitiske mødding. Tværtimod. I februar foreslog Venstre som en del af partiets udlændingeudspil, at de over 30.000 ikkevestlige indvandrere, der i dag befinder sig i kontanthjælpssystemet, skal aktiveres i blandt andet nyttejobs. Også udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har talt varmt for, at flere arbejdsløse udlændinge nytteaktiveres.

Mener I, det giver mening, at vi fortsætter eller ligefrem udvider nytteindsatsen?

Mathias Herup Nielsen: »Det er ikke vores bord at træffe den beslutning. Vi kommer ikke med en evaluering af nytteindsatsen som sådan, og det faktum, at mange af borgerne i vores analyse faktisk er glade for at deltage, er ikke et argument for, at ordningen er god eller virker«. »Det, vi dog kan sige, er, at nytteindsatsen er en voldsom form for aktivering, fordi den konfiskerer rigtig meget af de arbejdsløses tid. Det er også en indsats, der går imod den positive tendens, vi ser i flere kommuner, med at inddrage den enkelte ledige og hjælpe vedkommende med at nå sine mål. Nyttejobs har meget lidt med borgerinddragelse at gøre. Her er man ret ligeglad med, hvor borgeren gerne vil hen«.

Men vi hører jo aktuelt politikere, der overvejer at sende tusindvis af ledige indvandrere, som modtager ydelser, ud i nyttejobs. Er det klogt?

Mathias Herup Nielsen: »Inden coronaen ramte, var der løbende mellem 1.000 og 1.200 borgere i nyttejob i Danmark. Vi har nu med Lasses feltstudie et klart billede af, hvor svært det er at finde nyttigt arbejde til deltagerne, og vi ved, hvilke gruppedynamikker der udfolder sig, når der ikke er arbejdsopgaver nok. Nu taler Venstre så om at fuldtidsaktivere tusindvis af ikkevestlige indvandrere, der befinder sig i kontanthjælpssystemet, igennem nytteindsatsen. Det er en voldsom, voldsom opjustering af indsatsens omfang. Hvad forestiller Venstre sig mon, at der vil ske med den spildtid, vi finder, når nytteindsatsen skal gælde for væsentligt flere mennesker? Hvad er det for nogle arbejdsopgaver, de skal udføre?«. »Vi synes, man skal tænke sig grundigt om og overveje, om der måske er bedre måder at bruge menneskers tid på«.

Fakta om forskerne og feltstudiet

Mathias Herup Nielsen.

• Født 1984. Ph. d. i statskundskab.
• Forsker, adjunkt ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.
• Forfatter til bogen ' Optimismens politik: Skabelsen af uværdigt trængende'.

Lasse Schmidt Hansen.

• Født 1992. Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
• Forsker i kommunale aktiveringsprojekter.

Sammen har de skrevet forskningsartiklen ' Working Less, Not More in a Workfare Programme: Group Solidarity, Informal Norms and Alternative Value Systems Amongst Activated Participants', der udkom tidligere på måneden i Journal of Social Policy (Cambridge University Press). Artiklen bygger på Lasse Schmidt Hansens etnografiske feltarbejde i en nytteindsats i en større dansk kommune i 2018/2019, hvor han deltog i alle aspekter af nyttejobbet på lige fod med deltagerne. Deltagerne i nytteindsatsen var alle informeret om hans rolle som forsker. Deltagelsesobservationerne er dokumenteret via feltnoter, der fylder ca. 350 sider. Hertil kommer 42 kvalitative interviews med borgere samt 10 kvalitative interviews med ansatte i nytteindsatsen.