Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Ny undersøgelse af nationale test: Gør de mere skade end gavn?

Lagt online: 12.01.2022

Netop offentliggjort spørgeskemaundersøgelse viser, at en meget stor andel af folkeskoleeleverne har en overvejende negativ opfattelse af de nationale test.

Nyhed

Ny undersøgelse af nationale test: Gør de mere skade end gavn?

Lagt online: 12.01.2022

Netop offentliggjort spørgeskemaundersøgelse viser, at en meget stor andel af folkeskoleeleverne har en overvejende negativ opfattelse af de nationale test.

De nationale test skulle bidrage til at gøre elever fagligt dygtigere og øge kvaliteten af undervisningen i folkeskolen. Det er dog tvivlsomt om det er tilfældet. Ny undersøgelse fra Aalborg Universitet påpeger derimod, at de nationale test opfattes negativt af store elevgrupper og at en mere negativ opfattelse hænger sammen med øget mistrivsel og en mere negativ faglig selvforståelse. I perspektiv kan det diskuteres, hvorvidt de nationale test – fremfor at løfte det faglige niveau - fastholder store elevgrupper i en spiral af mistrivsel og negativ selvforståelse.

Bag spørgeskemaundersøgelsen står studerende Tobias Bøgeskov Eriksen, Politik & Administration, lektor Andrej Christian Lindholst, Institut for Politik og Samfund, og ph.d.-studerende Søren Valgreen Knudsen, Klinisk Institut.

Eleverne har en dårlig oplevelse

Ifølge forskerne svarer en meget stor andel af folkeskoleeleverne, at de har en overvejende negativ opfattelse af de nationale test. Ligeledes oplever de at være kede af det efter at have modtaget testresultaterne. I tiden op til en national test er der også mange, som oplever at være nervøse. Samtidig hænger en negativ opfattelse af de nationale test sammen med henholdsvis et lavere selvvurderet fagligt niveau, en større grad af mistrivsel og køn.

- Undersøgelsen er med til at rejse en diskussion om, hvorvidt de nationale test ikke gør mere skade end gavn, når det ikke kan dokumenteres, at de understøtter elevernes læring, og der samtidigt er sammenhænge mellem en negativ opfattelse, mistrivsel og et lavere fagligt niveau, siger lektor Christian Lindholst.

Ifølge Tobias Bøgeskov Eriksen, specialestuderende ved Institut for Politik og Samfund, viser undersøgelsen også, hvor vigtigt det er, at man faktisk hører, hvordan eleverne oplever disse test.

- Det er meget uheldigt, når vi kan se i undersøgelsen, at den elevgruppe, som testene har til formål at understøtte desværre har en dårlig oplevelse.

Større inddragelsen af faglige eksperter

I forhold til udviklingen af folkeskolen skal de faglige eksperter spiller en langt større rolle, mener læge og ph.d.-studerende Søren Valgren Knudsen, Klinisk Institut,

- Vi må spørge os selv om, hvad vi skal med alt den måling og centralisering, hvis det ikke er for at løfte folkeskolen? Måling blot for målingens skyld skaber ikke værdi - tværtimod. Hvis de nationale test skal være have en fremtid, bør læring og trivsel indtænkes som afgørende elementer. Det kræver en meget større inddragelse af de faglige eksperter, mener han.

Fakta

Data er indhentet gennem fokusgruppeinterviews og en spørgeskemaundersøgelse blandt 8. og 9. klasses elever på 19 folkeskoler i Aalborg Kommune. Undersøgelsen viser, at store elevgrupper enten forholder sig meget negativt (21%) eller negativt (22%) til de nationale test. Omvendt er det langt mindre grupper, der svarer enten meget positivt (3%) eller positiv (16%). Lidt over en tredjedel svarer, at de hverken er positive eller negative. Samtidigt svarer en meget stor gruppe (44%), at de ofte bliver kede af det efter at have modtaget testresultaterne. Udsagn fra eleverne indikerer, at det særligt er den manglende feedback og oplevelsen af, at testen ikke er retvisende, der gør dem kede af det – og ikke det at blive testet i sig selv.

Yderligere information

Tobias Bøgeskov Eriksen. Studerende på Politik & Administration. E-mail: teriks15@student.aau.dk. Tlf.: 5361 7176

Andrej Christian Lindholst. Lektor, Institut for Politik og Samfund, Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet. E-mail: acl@dps.aau.dk. Tlf.: 2872 8520.

Søren Valgreen Knudsen. Læge og ph.d-studerende, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Faktuelt. E-mail: soerenk@dcm.aau.dk.