Af Louise Lyck Dreehsen, AAU Kommunikation og Public Affairs  

Billedtekst: Efterladte sko og børnesko fra de lig, der skylles op på Zarzis’ kyst – vidnesbyrd om de mange migranter, der drukner i forsøget på at nå Europa. Fotograf: Ahlam Chemlali

EU yder milliardstøtte til blandt andet Tunesiens og Libyens kystvagter og sikkerhedsstyrker med det formål at bremse migration mod Europa. Men ifølge en ny ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet ‘Living and Dying in Transit’ er konsekvensen, at migranter lever under forhold, der truer deres liv og sikkerhed.  

Afhandlingen bygger på et unikt og omfattende feltarbejde i Tunesien, hvor forsker Ahlam Chemlali fra Institut for Politik og Samfund fra Aalborg Universitet har lavet dybdegående interviews med mere end 150 migranter og aktører, herunder bl.a. kystvagter og lokale fiskere, smuglere, arbejdere på begravelsespladser, retsmedicinere, EU-diplomater og lokale politikere.   

Ahlam Chemlalis forskning dokumenterer, hvordan migranter tilbageholdes under forhold, hvor mange udsættes for seksuelle overgreb, vold, racistisk motiverede angreb, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelse i lejre uden adgang til juridisk hjælp eller basal beskyttelse.  

“Ved at flytte grænsen længere sydpå, flytter EU også ansvaret – og volden – ud af syne,” siger Ahlam Chemlali, der kalder det en ’out of sight, out of mind’-politik.  

Tunesien har i dag overhalet Libyen som det primære transitland for migranter i Nordafrika. EU har støttet den tunesiske kystvagt og sikkerhedsstyrker med betydelige midler, træning og udstyr, men ifølge Chemlalis forskning har det ikke ført til forbedringer i migranters rettigheder eller sikkerhed. Tværtimod viser øjenvidneberetninger i hendes forskning, at mange migranter tilbageholdes under vilkår, der strider mod internationale menneskerettighedsstandarder.  

“EU kalder det grænsebeskyttelse og humanitært samarbejde. I virkeligheden er det en strategi, der gør det muligt for europæiske regeringer at sige: 'Det er ikke os'. Men det er europæiske midler, der finansierer de systemer, hvor overgrebene finder sted,” siger hun.  

Migrationskrisen er ikke løst – bare flyttet 

Ahlam Chemlalis forskning giver et sjældent indblik i, hvordan EUs migrationspolitik opleves lokalt. Hun har blandt andet fulgt kvindelige migranter i de tunesiske grænseområder og viser med øjenvidneberetninger, hvordan volden ikke kun foregår til søs eller ved grænsehegn – men også i hverdagen. Her lever mange migranter i fattigdom og udsættes for blandt andet seksuel udnyttelse og vold.  

“Dette er ikke bare en krise ved grænsen. Det er en krise i grænselandene – i de byer, lejre og kystområder, hvor mennesker lever og dør i transit,” siger hun.  

2025 markerer 10-året for den såkaldte migrationskrise i Europa. Ifølge Ahlam Chemlali har EU ikke løst krisen, men i stedet flyttet den længere væk fra Europas egne grænser.   

Tunesien, der tidligere blev betragtet som et demokratisk håb efter Det Arabiske Forår, er i dag præget af stigende autoritarisme.  

“Aftalen med Tunesien bliver præsenteret som en humanitær indsats, men den har den modsatte effekt: flere drukner, flere udsættes for overgreb, og flere fastholdes i et juridisk og fysisk limbo,” siger Ahlam Chemlali.