Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Forskere vil revolutionere historieformidling

Lagt online: 12.07.2022

En bevilling på næsten 4,7 millioner kroner fra VELUX Fonden har gjort det muligt for Holstebro Museum i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet at forsøge sig med historiefortælling fra naturens perspektiv.

Af Mie Mølbak, kommunikationsmedarbejder
Billede: Colourbox

Dyrene og naturen spiller normalt kun biroller i vores historiske fortællinger, mens mennesket indtager pladsen forrest på scenen, men hvad sker der, hvis vi bytter rollerne om? Det vil Holstebro Museum finde ud af med en udstilling om byen fortalt fra åen, vadestedet og dyrenes perspektiv.

Professor Bo Poulsen og lektor Line Vestergaard Knudsen fra Aalborg Universitet er tilknyttet projektet, der netop har fået bevilliget næsten 4,7 millioner kroner fra VELUX Fondens museumsprogram.

- Jeg er utroligt glad for, at den her bevilling er kommet hjem. Dels er det spændende, at vi skal se nærmere på relationen mellem mennesker og dyr og tage den alvorligt i en historisk kontekst, og så er jeg glad for, at vi skal gøre det i samarbejde med kollegaerne fra Holstebro Museum. Det er en herlig mulighed for at bringe vores viden i spil i forhold til den bredere offentlighed, siger professor Bo Poulsen fra Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.

Anledningen til udstillingen er Holstebros 750-års jubilæum, så det er altså mange års købstadshistorie, der skal fortælles fra et anderledes perspektiv.

Lokalhistorie med globalt perspektiv

Projektet er et af de første forsøg i Danmark på at sammentænke menneskenes udvikling, dyrenes udvikling og museumsformidling. Perspektivskiftet er et udtryk for, mener Bo Poulsen, at vi lever i en ny tid, hvor vi erkender, at mennesket som art udøver en afgørende indflydelse på jordens udvikling.

- Både vores CO2-udslip, vores forbrug af dyr og vores påvirkning af biodiversiteten omkring os er et produkt af en historisk udvikling, som vi forskere gerne vil blive klogere på. Det her projekt er en gylden mulighed for at skrive en historie, der både er global og lokal samtidig, siger professoren.

Bo Poulsen skal bidrage med historisk viden til projektet.

Personligt vil jeg gerne blive klogere på, hvornår og hvordan folk i Holstebro og Vestjylland begyndte at spise frisk fisk og gik fra at spise lokalproducerede fødevarer til at spise noget, der kommer andre steder fra. Det er et missing link til at forstå, hvordan vores fødevareforbrug i dag er anderledes end for 400 år siden.

Bo Poulsen, Professor, The History Research Group

Lektor Line Vestergaard Knudsens rolle i projektet er at forstå spændingsfeltet mellem forskernes viden og den måde, den bliver bragt i spil på museet. Hun skal med andre ord undersøge, hvordan det fungerer, når museet præsenterer en anden type viden, end gæsterne er vant til.

Med i projektet, der løber frem til 2025, er også forskere fra Københavns Universitet.

Vil du vide mere?