Det er paradoksalt at tro, at frisættelse af beskæftigelsesindsatsen er lig med mindre bureaukrati

Af Alberte Alsø Dokkedal, videnskabelig assistent
Foto: Thomas Busk

Særligt når regeringen slutter, at man ved at frisætte beskæftigelsesindsatsen i kommunerne og give mere åben adgang for private aktører, vil opnå mindre bureaukrati, finder professor Flemming Larsen paradoksal. Hertil siger han:

”Det er lidt tankevækkende, og min reaktion hænger nok sammen med de seneste erfaringer, der var med andre aktører på beskæftigelsesområdet. For paradokset her er, at man tit laver de løsninger med den tankegang, at man kan gøre det mindre bureaukratisk, fordi det ikke længere ligger i det store, tunge offentlige system. Men udfordringen er jo, at vi bruger skattekroner på det og derfor skal sikre, at der er en legitimitet omkring det. Plus at den måde, vi tænker konkurrence på, bliver enormt mekanisk, fordi det jo ikke er et rigtigt marked, som det foregår på. Og de to forhold gør, at der kommer rigtig mange følgeomkostninger og bureaukrati i halen på sådan en frisætning,” siger Flemming Larsens, som tilføjer:

”Frisætningen og brugen af private leverandører på et marked, hvor køberne er det offentlige, som betaler med skattekroner, gør fx, at der skal laves meget detaljerede udbud, grundig kontraktstyring samt monitorering af området og måling og dokumentation af effekterne. Alt sammen noget der både koster penge og skaber bureaukrati. Så forestillingerne om, at der både kan fjernes udgifter og bureaukrati ved at ’sætte fri’, har altså ikke umiddelbart noget med virkeligheden at gøre, og det viste erfaringerne fra de seneste privatiseringsbølger på beskæftigelsesområdet også”.

I stedet argumenterer mere Flemming Larsen for at frisættelse og øget brug af private aktører kræver tillidsbaserede relationer.