Nyhed
Ny bog viser boghistorien som et levende forskningsfelt
Lagt online: 31.05.2023
Historiker, forskningslektor Maria Simonsen, er medredaktør på antologi om boghistorie i Skandinavien.

boghistorien som et levende forskningsfelt
Nyhed
Lagt online: 31.05.2023
Historiker, forskningslektor Maria Simonsen, er medredaktør på antologi om boghistorie i Skandinavien.
Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Hjortlund Media. Fotocollage: Cirkeline Kappel, AAU
Boghistorie i Skandinavien er en antologi, som består af 14 artikler, skrevet på de skandinaviske sprog og et enkelt på engelsk. De er alle sammen skrevet af aktive forskere indenfor boghistorien. De præsenterer hver især de nedslag i bogens historie, der spænder over mere end 500 år – fra oversættelser i 1500-tallet over børnelitteratur i 1700-tallet til nutidens forskningsinfrastruktur.
- Boghistorie er et forskningsfelt, der på tværs af traditionelle faggrænser studerer skriftkulturens materielle forudsætninger og forandringer, fra de tidligste håndskrevne tekster til nutidens digitale medier. Boghistorikere stiller spørgsmål til de historiske forudsætninger for spredning af information og viden samt tilbyder nye perspektiver på vore dages digitale revolution, fortæller Maria Simonsen.
I de senere år er boghistorie gået fra et nichepræget til et veletableret forskningsmiljø. Maria Simonsen er en af Danmarks førende forskere i bog- og forlagshistorie og har redigeret bogen sammen med Henning Hansen, Jesper Jakobsen, Caroline Nyvang, Maria Purtoft og Krista Stinne Greve Rasmussen.
Antologien har været næsten 10 år undervejs, og Maria Simonsen glæder sig over, at det er lykkedes at få boghistorikere over hele Skandinavien til at samarbejde om antologien.
- Boghistorie i Skandinavien viser boghistorien som et levende forskningsfelt, der kan åbne for nye muligheder i arbejdet med bøger, litteratur og tekster på tværs af tidsperioder og nationale kontekster, siger hun.
Antologien afrundes af et efterskrift, der placerer bidragene i forhold til feltets overordnede udvikling.
Bogen udkommer i dag på Aarhus Universitetsforlag. Udgivelsen fejres ved en reception 9. juni i Den Sorte Diamant i København.