AAU logo

Nyhed fra Institut for Politik og Samfund

Historien om grænselandet mellem Danmark og Tyskland

I den nye bog “Grænseland” fortæller professor Poul Duedahl historien om Sønderjylland og Nordtyskland.

Lagt online: 07.05.2020

Grænser skiller, og veje samler. Det er et grundvilkår i menneskehedens historie, og få stedet kommer spændingsforholdet mellem skillelinjer og samfærdselsårer tydeligere til udtryk end i et grænseland. 

Den nye bog “Grænseland”, udgivet af Gad og Danmarks Radio, handler om, hvordan den dansk-tyske landegrænse fik sin nutidige form, og hvordan vejene tog form efter den. Den dansk-tyske landegrænse udgør en stiplet linje på omtrent 69 kilometer trukket tværs over landkortet mellem Vadehavet og Flensborg Fjord.  

Landegrænse i ånden 

Grænselinjen adskiller to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer – og to befolkningers forskellige syn på, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. En grænse er nemlig også en mental barriere, og det har i tidens løb ført til blodige kampe om, hvor den skulle gå. Derfor er Danmarks og Tysklands historie tæt sammenflettet med grænselandets.  

Grænseland fortæller, ligesom tv-serien af samme navn, om grænselandet mellem Danmark og Tyskland fra tiden omkring 1840 og frem. Den tager læserne med på en rejse fra Hamborg og Kolding og fortæller om de skillelinjer, der har delt områdets indbyggere, og om de veje, der har bundet dem sammen. 

Afstemning lagde grænse

Bogen fortæller også om de uoverensstemmelser, som satte spørgsmålstegn ved grænsernes og vejenes placering, om de krigsuroligheder, som ændrede deres forløb, og om de konsekvenser, som begivenhederne fik for grænselandets befolkning. Lige indtil en folkeafstemning i 1920 lagde den nuværende grænselinje endeligt fast.  

Poul Duedahl er professor ved Politik og Samfund, Aalborg Universitet (AAU) og forfatter til bl.a. Forbrydelsens ansigt (2013), Ondskabens øjne (2016) og Velkommen på bagsiden (2018), der alle har været kåret som Årets Historiske Bog.  

Grænseland” 
Forfatter: Poul Duedahl  
320 sider  
Udkommer d. 15. maj 2020 
Udgives i samarbejde med Danmarks Radio.   

Vil du vide mere?
 

► Se Poul Duedahls forskningsprofil

► Læs om Poul Duedahls forskningsgruppe KSH - Knowledge, Sustainability and Heritage

► Læs om Institut for Politik og Samfund

► Find, følg og like Historiestudiet på Facebook 

► Find, følg og like Institut for Politik og Samfund på Facebook 

Institut for Politik og Samfund・ Fibigerstræde 1,3 og 5, 9220 Aalborg Øst ・ Frederikskaj 10B, 2450 København SV
Telefon.: 9940 8192・E-mail: inst.dps@dps.aau.dk
VAT nr.: 29102384・EAN-nummer: 5798000420656 • P-numre: Aalborg: 1003888237, København: 1018019139