Forskningsprojekt ved Institut for Politik og Samfund

Forebyggelse og håndtering af COVID-19 i nordisk kommunal ældrepleje

Forebyggelse og håndtering af COVID-19 i nordisk kommunal ældrepleje

Et stort problem i den nuværende CORONA/COVID-19-krise er, hvordan man undgår og/eller håndterer den smitsomme virus i ældreplejen. Både på plejecentrene og i hjemmeplejen. Globale rapporter og data fra Danmark viser, at COVID-19 er særligt farlig for ældre mennesker.

Lagt online: 07.07.2020

Forekomst af smitsomme sygdomme er ikke et nyt problem i ældreplejen, men de yderst smitsomme kendetegn ved COVID-19 tester og sætter spørgsmålstegn ved om etablerede organisatoriske rutiner og procedurer er gode nok i forhold til at skulle håndtere den nye virus.

Ældreplejen i Norden er organiseret på nogenlunde samme måde og har fælles administrative og kliniske traditioner som gør, at problemløsninger i et Nordisk land ofte vil være umiddelbart brugbare/anvendelige i et andet. På den baggrund er formålet med dette projekt:

  1. straks at udvikle og formidle et operationelt COVID-19 katalog med eksempler på metoder til smittehåndtering målrettet nordiske fagfolk i ældreplejen og,
  2. at skabe et vidensgrundlag for langsigtet kapacitetsopbygning.

Det undersøges:

  • a) hvordan Nordiske ledere og ansatte i ældreplejen har forsøgt at undgå COVID-19-smitte, og
  • b) hvordan situationen er blevet håndteret når virussen er kommet ind i ældreplejen. ​

Projektet undersøger hvordan etablerede rutiner og procedurer har fungeret? Hvilke nye metoder der er bragt i anvendelse? Hvilke erfaringer man har gjort sig? Hvilke nye erfaringer der er nyttige at give videre?

Projektet fokuserer på dansk ældrepleje, men er koordineret med tilsvarende projekter i Finland, Norge og Sverige.

Projektdeltagere

  • Morten Balle Hansen (projektleder)
  • Tilde Marie Bertelsen
  • Christian Lindholst

Kontaktperson FOR AAU

Lektor Christian Lindholst
E-mail: acl@dps.aau.dk
Tlf.: 2872 8520

Fakta

Projektet gennemføres af Center for Organisation, Management og Administration (COMA) på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet og er finansieret af VELUX FONDEN og Aalborg Universitet.

Projektperiode: 1. juni 2020 → 1. september 2020 

Foto: Colourbox

Institut for Politik og Samfund・ Fibigerstræde 1 og 3, 9220 Aalborg Øst ・ Frederikskaj 10B, 2450 København SV
Telefon.: 9940 8310・E-mail: inst.dps@dps.aau.dk
VAT nr.: 29102384・EAN-nummer: 5798000420656 • P-numre: Aalborg: 1003888237, København: 1018019139