Nyhed fra CUBB - Center for udvikling af borgerinddragende beskæftigelsesindsatser

Ny videnskabelig artikel af CUBB-forskere: Ventetid og temporal kontrol - oplevelsen af tidslighed for borgere med længerevarende ledighed bag sig

Ny videnskabelig artikel af CUBB-forskere: Ventetid og temporal kontrol - oplevelsen af tidslighed for borgere med længerevarende ledighed bag sig

Artiklen er skrevet af Louise Overby Nielsen, Sophie Danneris og Merete Monrad og er udgivet i tidsskriftet Time & Society.

Lagt online: 12.03.2021

Artiklens udgangspunkt

Artiklen analyserer, hvordan personer med erfaringer med langvarig ledighed oplever tid igennem deres ledighedsforløb. Artiklen benytter en kombination af interviews og deltagernes tegninger til at studere oplevelsen af tid under et ledighedsforløb. Ideen til artiklen opstod under en fælles diskussion mellem forskere og medarbejdere i Herning kommune. Både medarbejdere og forskere blev optaget af, hvordan udsatte borgere, der har klaret at komme i uddannelse eller beskæftigelse, har oplevet deres forløb. Hvad har de oplevet var hjælpsomt? Med det udgangspunkt blev 12 borgere rekrutteret, der alle repræsenterer succesfulde forløb i den forstand, at de er gået fra at være aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og nu er i arbejde eller uddannelse. De 12 borgere blev interviewet om deres oplevelse af forløbet.

Artiklens resultater

I interviewene fremstår ventetid som et helt centralt tema. Ventetid opstår, når der er lav aktivitet i social- og beskæftigelsesindsatserne, og borgerne venter på afklaring eller sagsbehandling. Det er tydeligt, at borgerne oplever ventetiden meget forskelligt. For nogle borgere er ventetid forbundet med magtesløshed, uvished og tab af kontrol over deres liv. De føler, at de er gået i stå og hensat til en tom og meningsløs venten. For andre borgere opleves ventetiden som et tiltrængt pusterum. De oplever, at ventetiden giver dem mulighed for at komme til kræfter eller fokusere på deres børns behov. Disse borgere oplever kontrol over ventetiden, eller at ventetiden har en hensigtsmæssig timing i forhold til andre begivenheder i deres liv. Det er tydeligt, at oplevelsen af ventetiden varierer med graden af kontrol. Når borgerne oplever kontrol over deres tid og selv har indflydelse på aktivitetsniveauet i indsatsen, så kan ventetiden være meningsfuld for borgerne. Men når ventetiden er karakteriseret ved uvished og et tab af kontrol over tiden, forstærker det en oplevelse af stagnation i ledighedsforløbet og en følelse af at være en temporal outsider, hvor ens liv er sat på pause sammenlignet med samfundets forventninger til et arbejdsliv. For disse borgere betyder ventetid, at byrden forbundet med ledighed øges.

I forskningsverdenen bruger man begrebet temporal handlekraft (temporal agency) om det fænomen, at man handler tidsligt og forsøger at påvirke tidsligheden af hændelser i ens liv (Flaherty 2011). Det kan handle om at påvirke, hvornår noget sker og hvor længe det varer, men det kan også handle om at påvirke oplevelsen af tid, fx prøve at få tiden til at gå, når man keder sig. Forskning inden for sundhedsområdet har vist, at den samme længde af ventetid på en operation opleves meget forskelligt alt efter om man ved, hvor længe man skal vente eller ventetiden er uvis. Når man ved, hvor længe man skal vente, kan man bedre planlægge sin tid og danne sig forventninger om fremtiden og dermed bruge tiden meningsfuldt. Det får ventetiden til at føles kortere. Når man ikke ved, hvor længe man skal vente, så føles ventetiden uoverkommelig og nærmest uendelig (Carr et al. 2014). Forskellen imellem de to tidsoplevelser handler om en forskel i forudsigelig, der giver forskellig kontrol over tiden og dermed forskellige muligheder for temporal handlekraft.

Mødet mellem borgere og beskæftigelsessystemet kan indebære tidslige konflikter. Det hænger sammen med, at beskæftigelsessystemet har sine egne tidslige rammer og rytmer, som ikke altid stemmer overens med borgerens levede tid. Beskæftigelsessystemet er fokuseret på planlægning og rettidighed. Denne tidslige orientering kalder man en lineær tid, hvor man forsøger at planlægge og iværksætte trinvise udviklinger. Det indebærer, at borgerne nogle gange kastes hurtigt ud i indsatser, fordi man skal leve op til krav om rettidighed, og andre gange må borgerne vente på at dokumentation oparbejdes eller indhentes. Beskæftigelsesindsatsen har altså sin egen tidslighed, og i mødet med beskæftigelsessystemet kan borgerne opleve, at deres egen levede tid bliver tilsidesat. Borgeres oplevede tid kan man begrebsliggøre som rytmisk, kropslig eller levet tid (Flaherty 2009). Hvor lineær tid er orienteret imod fremtiden, så er den kropslige levede tid kendetegnet ved at være et her og nu nærvær, hvor tiden kan løbe eller stå stille. Levet tid handler altså om den subjektive oplevelse af tid, der afhænger af sociale relationer, interaktioner og kontekster. Hvor beskæftigelsesindsatsen er orienteret mod planlægning, rettidighed og trinvis udvikling, så er den levede tid ikke-lineær. Borgere oplever nogle gange fremgang andre gange tilbagegang eller at stå stille (Danneris 2018). Og særligt udsatte borgere med fysiske eller psykiske lidelser kan opleve, at deres tilstand varierer meget fra dag til dag. Nogle dage kan man kun overskue de næste par timer, fordi man oplever voldsomme smerter, andre dage kan man klare at bage småkager eller holde børnefødselsdag. Nogle af de borgere, vi har talt med, beskriver, at systemet har en forventning om, at det man kan klare er det samme fra dag til dag. Når borgerne så en dag kan klare mere end de plejer, bliver de mødt med mistro, for betyder det så, at borgeren egentlig løj om, hvor godt hun havde det? Samtidig er beskæftigelsessystemet orienteret mod en endelig afklaring af arbejdsevne: hvor mange timer om ugen kan borgeren klare at arbejde? Men når borgerens symptomer varierer fra dag til dag og behandlingsudsigterne er uvisse, så kan en endelig afklaring have lange udsigter. Her kommer systemtid og borgertid i konflikt og det giver sig udslag i lange afklaringsforløb og nogle gange mistro mellem system og borger.

Men for borgere ramt af langtidsledighed er det ikke kun konflikter imellem den levede tid og systemtid der er problematiske. Når man er arbejdsløs i lang tid, kan man føle sig fanget i en tom tid, hvor hver dag ligner den foregående. For mange mennesker er deres engagement i verden og planer for fremtiden knyttet til deres arbejde. Men hvis man er langtidsledig, så mister man den arbejdsmæssige forankring at knytte sine forventninger til fremtiden til. Det kan få ens tid til at føles tom og meningsløs og give en stærk følelse af at ens liv står stille og måske aldrig kommer videre. Den franske tænker Bourdieu (2000) beskriver det som ”død tid”. Hvis man ikke selv kan ændre ens situation, så kan man føle sig magtesløs og føle, at man har mistet forbindelsen til ens fremtid. Alt kan ligeså godt udsættes til i morgen, for man har intet man skal nå. Denne oplevelse af stilstand kan blive forstærket, når man sammenligner sig med jævnaldrende, som fx stifter familie, køber hus, gennemfører uddannelse, får fast arbejde osv. Det kan give en følelse af, at man både er en social og en temporal outsider (Järvinen og Ravn 2017).

Hvad kan man bruge det til?

Det kan være afgørende for borgere med lange ledighedsforløb, at praktikerne er bevidst om de belastninger som temporale konflikter og død tid medfører. Når man forstår betydningen af tid for langtidsledige borgere, kan det bruges aktivt på en række måder. Praktikere kan fx:

  • Balancere fremtidsorienteret planlægning med borgernes her og nu behov
  • Bruge bevidstheden om, at den levede tid ikke er lineær til at forventningsafstemme med borgerne ift. deltagelse i aktiviteter og forløb
  • Forsøge at identificere temporale konflikter imellem borgerens levede tid og systemets tidsrammer og inddrage borgeren, så de tidslige rammer bliver mere fleksible
  • Kommunikere tydeligt omkring tidsrammerne for et forløb, og hvorfor de ser ud som de gør
  • Beskrive for borgeren, hvad der sker med sagen, når borgeren oplever ventetid, dvs. tydeliggøre systemtiden og hvorfor den er nødvendig for progression i sagen
  • Inddrage borgeren i timingen og varigheden af indsatser
  • Have fokus på temporalitet som en vigtig dimension i det helhedsorienterede arbejde, hvor mange forskellige indsatser skal koordineres og afhænger af hinanden, og der derfor kan opstå ventetid for borgerne
  • Tydeliggøre, hvad borgeren selv kan gøre i perioder, hvor systemet genererer ventetid, så de oplever at der sker noget
  • Være opmærksom på, at borgere der er arbejdsløse i lang tid, kan føle at de mister deres fremtid. Det gør, at man ikke nødvendigvis bare kan spørge borgeren: ”Hvad drømmer du om, at det skal føre til i fremtiden?” for det er ikke sikkert, at borgeren kan se at det fører nogle steder hen. Nogle borgere giver udtryk for, at der i deres situation ikke er rum til at drømme. Hvis borgeren oplever at være fanget i stilstand, kræver det en stærk faglighed at få øje på muligheder og hjælpe borgeren til at se dem. Og dernæst sammensætte kreative tilbud, som giver borgeren mulighed for at skabe progression og kunne se at der er mulighed for en bedre fremtid.

Analysen viser samlet set, at temporal kontrol er afgørende for borgere med lange ledighedsforløb ift. deres oplevelse af selv at kunne handle i deres situation. Derfor er det vigtigt at have fokus på tid for både forskere og praktikere, der arbejder med social- og beskæftigelsesindsatser for udsatte borgere.

Artiklen kan læses her